Den gavmilde Qur'an: en fremlægning af de tre første suraer
Forord
Med disse tre suraer indleder vi vor fremlægning af Den Gavmilde Qur’an til Danmarks befolkning i sikker overbevisning om, at den vil blive mødt af de mest positive og åbne sind. Sandheden er, at dette arbejde skulle have været udført for længst. Lige siden Søren Kierkegaard i sine sidste år kaldte på en tilbagevenden til Jesus’ virkelige lære, er behovet for at bringe dansk levevis tilbage til et åndeligt grundlag kun vokset.
Den største hindring for at den søgende kan forstå islams betydning i dag, er måske islams tilsyneladende lighed med jødisk og kristen ’religion.’ Denne misforståelse forværres kun af ethvert forsøg på at forklare islam i et forældet kirkeligt-teologisk sprog. For selv om Qur’anen bekræfter åbenbaringerne til profeterne, retter den de forandringer, som er opstået i budskabet. Dette er et af hovedtemaerne i disse tre første suraer.
I deres engelske oversættelse har Aisha og Abdalhaqq Bewley valgt at lade islams nøglebegreber stå som arabiske lydord, for eksempel kufr, iman, og tawba, eftersom disse begreber ikke dækkes af ord som ’vantro,’ ’tro,’ og ’anger.’ Deres beslutning skyldes dog ikke kun, at disse ords mening nu begrænser sig til at antyde ’intolerance,’ ’uvidenhed’ og ’skyldkomplekser,’ men også at flere europæiske sprog allerede er i færd med at integrere arabiske ord i takt med, at islam i stigende grad slår rod hos europæere. Men selv om vi forstår Bewleys bevæggrunde, har vi her ønsket at skabe en helt og holdent dansk fremlægning af Qur’anen, som umiddelbart overbringer dens budskab til alle på lige fod. Vi søger at lade Qur’anen tale med sin egen stemme ved netop at behandle vanskelige punkter i oversættelsen uden at forfalde til judæiske og kristne termer. Det rene danske sprog træder her i karakter som et kraftfuldt og smidigt værktøj. Hvert eneste ord og sætningsopbygning er valgt efter nøje undersøgelser af klassiske og anerkendte Qur’an-kommentarer og leksika (se ordforklaringen og listen over anvendte værker). Vi håber, at vi dermed har været beskyttet mod både forkerte fortolkninger og sproglige fejl, om end vi, som alle vores forgængere, må bekræfte, at Qur’anen er uoversættelig.
Det er vigtigt at forstå, at Allah i Qur’anen taler direkte til læseren her og nu, og at man vil få den rigeste oplevelse, hvis man nærmer sig Bogen med denne erkendelse. Derudover taler Allah ikke kun til ’I som er tro,’ men også til jøder og kristne hver for sig, dem begge som ’Bogens Folk’ og menneskeheden generelt, og kun Skaberen og læseren selv ved i hvilken kategori, han eller hun befinder sig.
Dog understreger den hyppige gentagelse af flertalsformen ’I som er tro,’ at Allah taler til et helt samfund, i ligeså høj grad som Han taler til det enkelte menneske alene overfor sin Skaber. Islam kan hverken forstås eller praktiseres af det isolerede individ – den ensomme borger fortabt i den nye verdensorden. Tværtimod skal det ledes af mænd og kvinder, som i fællesskab genskaber fællesskab.
Ligeledes er det væsentlig at huske, at Qur’anen indeholder dybder, som kun afsløres til mennesker, der underkaster sig det Guddommelige. Tilsyneladende simple udtalelser i Qur’anen åbner sig til disse tænksomme sind. Dette kan være med til at forklare, hvorfor generationer af muslimer, som har læst og genlæst Qur’anen, er blevet opslugt af meningslagene og dybderne i Bogen. Qur’anen er også i dag profetisk åbenbaring.
Fra denne åbenbaring og den profetiske sunna (Profetens levevis, der er manifestationen af Qur’anens budskab) som Madinas indbyggere eksemplificerede og overbragte til verden, opstod tre videnskaber, hvis omrids klart kan ses i Bogen: Videnskaberne om islam, iman og ihsan, som findes i ordforklaringen under ’islam,’ ’tro/være tro’ og ’handle skønt.’ Disse tre dimensioner udgør tilsammen muslimernes diin – deres livstransaktion.
Med disse tre videnskaber har muslimerne igennem historien, og i vidt forskellige lande og kulturer, opbygget civilisationer, som var fuldkomne i deres egen tid og på deres eget sted. Det væsentlige er, at de alle var samfund hengivet til tilbedelsen af det Guddommelige og som følge heraf til at etablere retfærdighed blandt mennesker. Hvis der skal være noget håb for jordens befolkning, ligger det i denne sidste åbenbaring til dem fra Verdenernes Herre, Den Alnådige, Den Nådefulde.
Abdassamad Clarke, Suád Østergaard og Jakob Werdelin
København, 26. dhul-hijjah 1424 / 17. februar 2004